Børnene taler og forklarer for at forstå. Man siger godt nok, at vi har to ører og en mund, og i det målestoksforhold skal vi også lytte og snakke - altså en-til-to. Børns ører er så små. De bliver nødt til at snakke og forklare sig med lyd, lade tankerne flyde ud gennem munden - sådan husker de bedst. På sigt kan de jo prøve at ramme en-til-to-forholdet.
At snakke matematik kan være svært, man skal huske en masse navne. Børn er udfordrede på, at de tal vi snakker om, har de ikke nødvendigvis et billede af i hovedet. Vi bruger f.eks. ikke længere småpenge og taler om, hvor mange vi har i pungen.
Så når vi siger syv, så ved børnene måske godt, at det er et tal, men hvilket tal? Samtidigt siger/benævner vi måske for hurtigt og forventer, at børnene husker for meget. Kan de huske syv i dag, kan de vel også huske syv i morgen, vi har jo lige snakket om det.
Prøv at forestille dig en fest, hvor du møder hundrede mennesker fordelt på 10 familier. Ville du kunne huske deres navn, indbyrdes alder, deres udseende og hvordan man skrev deres navn efter kun en præsentation? Det er sat lidt på spidsen, det ved jeg godt.
Nok om det - jeg siger hvad tallet hedder.
De tretten første tal - fra 0-12 har deres eget navn. Jeg har altid nul med, ellers føler den sig ubetydelig og uden indhold. De navne kan børnene oftest godt lære og huske.
Der sker noget ved 13-19. Det er et lidt sumpet talområde. Mange børn har svært ved at skelne de tal, der er her. 13 - der kan de høre 3-tallet, det samme ved 15. De andre tal er svære at lytte sig til. Det bliver en anelse nemmere med 20 og frem, det er så endnu et system, de skal lære. Jeg lærer børnene to ting, når vi siger tal.
Den ene ting er, at jeg lærer dem at skrive tallene med bogstaver, vi bruger ekstra til i dette område. Vi snakker om, hvilke ord og bogstaver, der går igen og om tallene er lydrette. Hvad betyder ten? Vi har plakater oppe, hvor tallene står skrevet med bogstaver.
Den anden ting er, at jeg lærer dem et andet sprog, som er systematisk i forhold til vores talsystem (det følger positionerne) Vi kalder sproget nissesprog, vi har en lille nisse, som holder øje med os, og den forstår ikke, hvad vi siger. Når den taler, siger den f.eks. ikke tretten, men derimod en-ti-tre, dvs, den følger læseretning, og man kan høre antallet af enere, tiere og hundrede for den sags skyld. Børnene bruger nissesprog som leg og støtte, når de godt ved, hvilket tal de snakker om, men har glemt det danske navn.
alle tallenes navne antal plads symbol i rækkefølge